Kronik bragt i Information 11. marts 2020
Af Almaz Mengesha* Pressefoto fra kommunens hjemmeside
Hver gang handicappede skal have hjælp til at realisere sig selv, skal de gennem bureaukratiet i kommunen. Når man skal have ny benprotese, burde det klares i sundhedssektoren, ikke på socialkontoret, skriver byrådsmedlem i Aarhus, Almaz Mengesha (V) i dette debatindlæg.
Hver gang handicappede skal have hjælp til at realisere sig selv, skal de gennem bureaukratiet i kommunen. Når man skal have ny benprotese, burde det klares i sundhedssektoren, ikke på socialkontoret, skriver byrådsmedlem i Aarhus Almaz Mengesha (V) i dette debatindlæg
Hvorfor ser vi det som en social problemstilling at have et handicap? Jeg mangler begge mine fødder, men det gør mig ikke per definition til en socialt udsat borger.
Som politiker, der har oplevet systemet indefra på egen krop, slår jeg på tromme for, at vi betragter visse handicapgrupper som helt almindelige borgere med helt almindelige rettigheder.
De bør kompenseres for hjælpemidler med mere i de sektorer, der er relevante for dem – i stedet for, at vi sender dem gennem bureaukratiske og uværdige ekstraforløb hos sagsbehandlerne i kommunen.
Socialområdet er presset landet over. Behovet for hjælp stiger, uden at budgetterne kan følge med. Her i Aarhus og i resten af kommunerne vender og drejer vi hver en krone. Vi nedjusterer hjælpen fra én afdeling og henviser til at søge det mistede i en anden.
På den måde skubber vi borgerne rundt mellem os, og det går ud over barnet med synshandicap, den hørehæmmede ældre mand og kvinden med udviklingshandicap, der har andre udfordringer og i øvrigt større fornøjelser i livet end at sætte sig ind i de seneste regler, budgetlinjer og afdelingsstrukturer.
Langt de fleste i Danmark er nok enige i det smukke princip om, at vi i fællesskab skal bære de ufrivillige merudgifter, der er forbundet ved at have et handicap. Det er dog langt fra det, personer med funktionsnedsættelser oplever i deres dagligdag. Lovgivningen har nemlig den utilsigtede konsekvens, at man forskelsbehandler borgere.
For eksempel kan et benamputeret barn være berettiget til en svømmeprotese, der nægtes til et andet barn med samme alder og nøjagtigt samme handicap. Hvordan det? Jo, det afhænger af, hvorvidt barnet før sin benamputation jævnligt var i svømmehallen.
Er det ikke tilfældet, må de forældre, hvis barn lige har opdaget glæden ved at kaste sig ud i vandet, selv finde en løsning på, hvordan den nye fritidsinteresse skal realiseres. Den forskelsbehandling kan jeg ikke forsvare, især fordi vi ved, at fysisk aktivitet forbedrer helbredet, humøret og det sociale liv.
For at få pengene til at passe, griber kommunerne nu til at hyre juridiske eksperter, der med tættekam finder steder i loven, hvor der kan skæres ned uden risiko for at blivesagsøgt. Frem for at få tilbudt løsninger må borgerne således lægge øre til et udtryk som ’sektoransvarlighed’, hvilket i praksis betyder, at de skubbes frem og tilbage mellem kommunen, regionen og staten.
Fjern kommunen som mellemmand
Jeg vil gerne give et bud på, hvordan vi kan gentænke hele sociallovgivningen, så vi sætter borgeren i centrum og samtidig frigiver ressourcer til at håndtere presset på socialområdet.
Der er brug for en gentænkning, fordi den i sin nuværende form har et forældet syn på handicapområdet. Den bidrager ikke til at frisætte den enkelte borger med handicap og understøtter ikke i tilstrækkelig grad den enkeltes muligheder for at udfolde sit fulde potentiale.
Der er brug for et tidssvarende system, der sikrer ligebehandling uanset ens fortid, og som en gang for alle afslutter den meningsløse, økonomiske skyttegravskrig mellem afdelinger, kommuner og regioner. Det er umyndiggørende, hver gang borgere skal tilpasses systemet i stedet for omvendt.
Daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) gav os columbusægget tilbage i 2003, hvor hun tog det første og meget vigtige skridt i et opgør med en formynderisk praksis over for unge studerende med svære handicap. Hun fik ændret SU-lovgivningen, så SU-Styrelsen fik ansvaret for at kompensere studerende med handicap økonomisk. Tidligere lå denne opgave i kommunen, og det havde den uheldige konsekvens, at den studerende ikke bare skulle igennem nåleøjet på studiet, men også hos sagsbehandleren i kommunen, fordi kommunen følte sig kaldet til at have en mening om de unges uddannelsesvalg.
Dermed skulle unge med svære handicap igennem to optagelsesprocedurer, alene fordi de på grund af handicappet var begrænset i at kunne påtage sig fritidsarbejde ved siden af studierne og derfor havde brug for særlig økonomisk støtte. Hele Folketinget kunne dengang se logikken i, at man lagde indsatsen i den sektor, de andre studerende befandt sig i.
Denne idé bør vi bygge videre på. Lægerne diagnosticerer i dag langt flere med komplekse og sammensatte problemer, og dermed har vi i kommunerne langt flere grupper, der har behov for en specialiseret indsats. Det giver et naturligt pres på kommunernes udgifter. Der er derfor behov for at se, om vi kan tage andre grupper ud af den del af sociallovgivningen, kommunerne står for.
Det giver for eksempel ingen mening, at kommunerne skal tildele økonomisk kompensation for tabt arbejdsfortjeneste til en forælder med et handicappet barn, når det er langt mere enkelt at lade dette være en sag mellem Skat og borgeren. Disse forældre skal i dag igennem et langvarigt og ofte kompliceret, kommunalt forløb.
Hvorfor tager vi ikke denne gruppe ud af sociallovgivningen og kompenserer deres løntab via skattesystemet? Skattestyrelsen er i forvejen vant til at administrere visse handicapgruppers særlige befordringsfradrag ud fra lægelige oplysninger.
Grænseoverskridende konsultationer
Jeg er selv vokset op med hjælpemiddelområdet tæt på, fordi min far lavede benproteser til sine patienter, og jeg selv var en af dem. Det har givet mig mange års erfaring med vores sundhedsvæsen, hvor jeg aldrig har oplevet andet end imødekommende og fagligt kompetent personale.
Mit møde med det kommunale system har til gengæld efterladt et noget mere broget billede. Særligt har det gjort uudsletteligt indtryk at have min kommunale sagsbehandler med inde i meget private konsultationer hos en bandagist, hvor man som patient sidder halvnøgen. Diskussionen under konsultationen har ofte været, hvorfor jeg ikke kunne nøjes med den billigste fod i stedet for den fod, der giver mig mest mulig frihed. Ligeså har jeg diskuteret med en kommunal sagsbehandler, om jeg som voksen kvinde bør have en fod, der kan gå i høje hæle. Efter sådanne grænseoverskridende konsultationer ledte jeg som regel i meget lang tid efter min værdighed.
I lighed med den almindelige dansker er jeg meget bevidst om sundhedsfaktorer som kost, rygning, alkohol og motion, fordi jeg ønsker et langt, sundt og aktivt liv, hvor jeg kan være på arbejdsmarkedet i mange år og give mit bidrag til samfundet.
Når man mangler et par fødder og et sæt ankler, sætter det sine naturlige begrænsninger for et sådant aktivt liv. Men min erfaring er, at den eksisterende lovgivning er en yderligere begrænsning. Den bidrager ikke til at sikre lighed i sundhed, tværtimod forskelsbehandler den.
Løsningen er for mig at se enkel: Lad ansvaret for kropsbårne hjælpemidler forblive i den sektor, borgeren er bedst kendt i, og som hjælpen er relateret til, nemlig sundhedssektoren.
Jeg kan kun se både personlige og samfundsøkonomiske gevinster ved at hjælpe borgeren i den sektor, borgeren befinder sig i, i stedet for at gøre alting til et kommunalt anliggende. På den måde giver man værdigheden tilbage til de mennesker, der føler, de sælger ud af deres sjæl for at opnå en bestemt hjælp. Samtidig gør vi op med et ineffektivt og bureaukratisk, kommunalt administrationsapparat og frigør dermed ressourcer til de mange nydiagnosticerede grupper, der har behov for en specialiseret indsats.