Formindsk teksten Forstør teksten Print Sitemap Kontakt

"Et handicap kan ikke justeres", Michael P.


billede
17-06-2011

Michael Pedersen, lærer på Egmont Højskolen

Den hjælp vi giver til enkelte grupper af samfundet må naturligvis altid være til debat. Det bør debatteres, om størrelsen på hjælpen er forsvarlig, om hjælpen er organiseret på den bedst mulige måde, og om hjælpen svarer til det niveau, som andre grupper i samfundet tager som en selvfølge i deres liv.

Det gælder også debatten om hjælp til mennesker med handicap. Mens debatten altid bør være en selvfølge, så er der dog grund til at sætte rammer for måden, der debatteres på. Der er god grund til at sikre, at retorikken i debatten ikke bliver hadsk og udstiller en bestemt gruppe som særligt skadelige for samfundet.

På det seneste er det desværre sket i debatten om hjælp til mennesker med handicap. Kommunale politikere og embedsmænd er gået ud med udsagn som, at »mennesker med handicap er blevet alt for dyre«, at »hjælpen til mennesker med handicap betyder, at der i kommunale budgetter må spares på folkeskolen og ældreplejen«, og at »hjælpen er et tag-selv-bord for mennesker med handicap«.

Det sker i en tid, hvor det samtidig er en almindelig oplevelse hos mennesker med handicap, at det til stadighed bliver sværere og sværere at få den nødvendige hjælp.

Onsdag den 1. juni valgte Danske Handicaporganisationer at indkalde til stormøde på Nyborg Strand. Temaet for mødet var netop retorikken i den måde, hjælpen til mennesker med handicap omtales på i medierne.

træt af tonen

På Egmont Højskolen ladede vi el-kørestolene op, kom diesel på bilerne og rejste os fra barrikaderne for at vise, at vi på linje med mange andre er træt af tonen. Udover stormødet på Nyborg Strand ville vi synliggøre mødets tema på Odense Rådhusplads den 1. juni om formiddagen. Vi ville illustrere, at det er hårdt at blive betragtet som en byrde, hvilket landets ældre i øvrigt kunne nikke genkendende til, fra dengang det stadigt var legalt at tale om »ældrebyrden«. Nu er turen kommet til at tale om »handicapbyrden«, men vi finder os ikke i det.

Enhver debat føres bedst, hvis der ligger faktuel viden som baggrund for debatten. Det er givetvis rigtigt, at udgiften til mennesker med handicap er steget voldsomt de sidste årtier. Men det har faktisk nogle konkrete og naturlige årsager, som må tages med i overvejelserne.

For det første er lægevidenskaben kommet meget langt. Det betyder, at flere mennesker, som erhverver sig et handicap, heldigvis overlever. Det gælder både i den ene ende, hvor børn, der fødes med svære handicap, overlever i højere grad i dag, og det samme gælder mennesker, der kommer ud for en ulykke, hvor de bliver svært handicappet.

Men det gælder også i den anden ende. Mennesker med handicap bliver på linje med den øvrige del af befolkningen til stadighed ældre og ældre. Det betyder, at der bliver flere og flere med større handicap, som kræver mere og mere støtte. Der vil næppe være ret mange, som ikke mener, denne udvikling er en god udvikling.

For det andet giver teknologien os flere og flere muligheder. Det gælder selvfølgelig også på hjælpemiddelområdet. Som bekendt er ny teknologi ikke det billigste i verden. Ligeledes er det også meget svært at sætte en teknologi i produktion og gøre den billigere, hvis brugerne af teknologien er en begrænset målgruppe.

Det gælder for meget af den teknologi, som produceres som hjælpemidler til mennesker med handicap. Ydermere kræver det enkelte handicap ofte en yderligere tilpasning af produktet. Der er altså ikke noget underligt i at udgifterne stiger.

Et liv på egne præmisser

For det tredje udvikler samfundet sig bestandigt. Det sker for eksempel i synet på, hvad den enkelte har ret til. Autonomi er blevet afgørende de seneste årtier. Den enkelte har ret til at skabe sit eget liv på egne præmisser og uafhængigt af andre. På handicapområdet betyder det, at der i højere grad end tidligere tænkes i individuelle hjælpeforanstaltninger, som giver den kompensation, der gør et aktivt liv muligt.

I forhold til tidligere er der ikke længere tale om at samle mennesker med handicap på institution og under et tag med en kollektiv hjælp, som de må deles om. Der var mange, som skulle hjælpes af få ansatte, hvilket betød, at hjælpen var begrænset, ufleksibel og kun kunne ske på institutionen. Den individuelle hjælp giver derimod mulighed for at leve et udadvendt og aktivt liv.0

Så det kan lyde dyrt, når nogle kommunalfolk peger på, at mennesker med handicap har en hjælper hele døgnet, men det er den eneste holdbare løsning, hvis mennesker med svært handicap skal have samme friheder og muligheder som alle andre.

De tre faktuelle ting er vigtige, når man diskutere, om hjælpen til mennesker med handicap er rimelig. Det handler i alt enkelthed om bedre overlevelse blandt mennesker med handicap, anvendelse af moderne teknologi samt at kompensere, så mennesker, der tilfældigvis har været uheldige at få et handicap, har samme muligheder som alle andre. Umiddelbart er det svært at argumentere mod disse tre udviklinger.

tag-selv-bord?

Et andet aspekt i frustrationen over debatten er, at mennesker med handicap langt fra oplever deres handicap som adgangsbillet til et kæmpe tag-selv-bord. Tværtimod oplever mange af vores elever, at de må kæmpe selv for de mest basale rettigheder.

Hvor er eksempelvis rimeligheden i, at en ung mand uden tale får afslag på det hjælpemiddel, som gør, at han kan kommunikere med omverdenen herunder med sine hjælpere. Kommunen begrunder afslaget i, at hjælperne jo var ansatte til at kompensere for hans handicap. Hvis det ikke kræver kommunikation at modtage og give en værdig hjælp, så er det svært at forestille sig, hvordan man skal hjælpe.

Flere af vores elever har allerede før de søgte ind på højskolen valgt at blive skrevet op til et kommunalt botilbud (en boform, hvor der er hjælp ansat i boformen). Det venter de så på i årevis. Når deres lod så bliver trukket i lotteriet, må de indenfor ganske få uger sige farvel midt i et højskolesemester, fyre de hjælpere, de har valgt til højskoleopholdet samt afskrive sig studieture og andre ting, som eleverne har set frem til i fællesskab. Mens de unge altså har ventet flere år på kommunen, kan kommunen ikke vente blot tre måneder med at besætte den tomme plads i botilbuddet. Hvor er ligestillingen i det?

Endelig har vi på det sidste oplevet, hvordan en ny lov fra i sommer gør mennesker med handicap til kastebold mellem kommuner. Tidligere var den kommune, en borger kom fra, forpligtet til at betale eventuelle omkostninger i en ny kommune, hvis hjemkommunen havde medvirket ved flygtningen. Den nye lov, som der i øvrigt er meget forvirring om, tolker visse kommuner sådan, at de ikke længere skal yde støtte til en borger i en anden kommune. Det betyder, at kommuner med en stor koncentration af borgere med handicap pålægges store udgifter.

Egmont Højskolen ligger i Odder Kommune, som i forvejen er hårdt trængt. Skal Odder kommune fremover betale samtlige ordninger for Egmont Højskolens elever, vil hullet i kassen blive så stort, at det ikke bliver attraktivt at bo i kommunen. Eneste alternativ er at skære i serviceniveauet for mennesker med handicap, der så ikke længere får mulighed for et aktivt og ligeværdigt højskoleophold. På sigt kan man også frygte, at kommunerne er tilbageholdende med at skabe gode rammer for borgere med handicap. De gode kommuner risikerer jo, at der kommer borgere med handicap fra andre kommuner, som de også skal betale til.

Uanstændig retorik

Finansieringen af hjælpen til handicap er med jævne mellemrum til debat. Siden nedlæggelsen af særforsorgen har en stor del af finansieringen ligget i kommunerne. De dyreste ordninger for mennesker med handicap blev dog først flyttet fra amterne ud i kommunerne med kommunalreformen i 2006. I virkeligheden er det måske de uheldige resultater af det, vi ser nu, hvor kommunerne er trængte. Retorikken i debatten er et af de mest uheldige resultater. Det åbner for spørgsmålet om, hjælp til mennesker med handicap kan organiseres mere optimalt.

Et bud på det kunne være, at gøre hjælpen statsfinansieret og uafhængig af kommunale budgetter. Det vil dels betyde, at fordelingen af mennesker med handicap i kommuner var totalt ligegyldig. Dels vil det forhåbentlig give større sammenhæng mellem de gode intentioner i lovgivningen om hjælp til mennesker med handicap og den økonomiske ramme, der er til rådighed. Endelig vil det sætte en stopper for den retorik, hvor mennesker med handicap holdes ansvarlig for besparelser på alle de andre kommunale områder.

Men indtil nu ligger handicapområdet i kommunerne. Kommunerne lægger budgetter, som jævnligt justeres. Et handicap kan ikke på samme måde justeres efter økonomiske rammer og holdninger. Det handler om liv, om retten til ligeværdighed og om at opfylde basale behov. Derfor er retorikken yders uheldig. Det er netop derfor, at vi fra Egmont Højskolen drog alle mand af huse for at vise, at retorikken er blevet uanstændig. Vi vil ikke finde os i det.

Fra Arbejderen.dk d. 17. juni 2011

Marie-Louise




Øvrige nyheder
Aarhus Kommunes handicappris 2017
05-12-2017
Boligministeren under pres
18-05-2017
Hjælp til Aarhus kommune:
02-11-2016
Tilbagebetaling af 600.000kr til mennesker med handicap
02-11-2016




Formand Rikke Kastbjerg | Østerby Allé 20 | 8310 Tranbjerg J | Telefon: 2022 0423 | E-mail: k@stbjerg.dk

Accesskeys  © Dansk Handicap Forbund - Århus afdelingen  Login